For
os er e-læring i efteruddannelserne et laboratorium for solid og erfaringsbaseret
skoleudvikling. Erfaringerne viser, at man ikke forandrer en traditionel uddannelsesinstitution
ved at købe et stort og dyrt IT-system og bede lærerne lave netstøttet
læring.
Udviklingen skal baseres på konkrete og overskuelige
projekter, som langsomt, men sikkert, kan virke forandrende på hele skolemiljøets
organisering.
Det er uhyre vigtigt at skolen organisatorisk får tid
til at omstille sig og det er mindst lige så vigtigt at mange lærere
går velmotiverede og helhjertede ind i de nye store udfordringer.
E-læring
er derfor læreprocesser: ikke blot for kursisterne, men lige så meget
for skolen, for lærerne og for de øvrige involverede.
Derfor har
vi valgt på Social- og sundhedsskolen at udvikle de nye læringsmiljøer
i faser: først en række efteruddannelser, så flere efteruddannelser,
derefter nogle grunduddannelser og sidenhen formentlig skolemiljøet som
sådan.
Resultatet bliver formentlig et netstøttet åbent
læringscenter om nogle år. Et læringsmiljø, der er langt
mere integreret i samfundet rundt om skolen og hvor erfaringerne fra arbejdslivet
er en afgørende del af læreprocesserne.
Den vej, vi har valgt,
er den solide og erfaringsbaserede - ikke IT fra oven.
Den jyske muld fornægter
sig ikke - heldigvis!