De
lærendes personlige læringskompetencer og læringsmotivation
er altafgørende i en tid, hvor det enkelte menneske og den enkelte borger
forventes at udvikle sig selv, fagligt og personligt, gennem hele livet.
Og
i en tid, hvor det faglige indhold, læreprocessernes noget, er i
så hastig udvikling og fremstår så diffust, at det slet ikke
kan udgøre den behagelige tyngde og tryghed, som det kunne "i gamle
dage". Egentlig er det, sat på spidsen, ikke så vigtigt at lære
noget, men meget vigtigere at lære at lære noget
Læreprocesserne er ved at blive permanente og det stiller store
krav til det enkelte menneskes evne til at håndtere, konstruere, bearbejde
og formidle viden og erfaring. Og alt dette foregår via elektroniske medier.
Det
er vores håb, at vores nye e-forløb kan bidrage til at kursisterne
går ud i verden med nye redskaber og ny motivation.
I løbet
af vores e-kurser møder deltagerne en række nye udfordringer:
==>
de skal være fortrolige med computere, selv om nogle af dem aldrig har brugt
én
==> de skal kunne kommunikere
i vores internetrum
==> de skal beskrive
deres aktiviteter på nettet og kunne procesdialoge med en vejleder
==>
de skal kunne skrive om det de laver og lægge det åbent frem for de
andre
==> de skal kunne anvende multimediematerialerne,
finde rundt i dem og bruge dem
==> de skal
pludselig forholde sig alle mulige tekniske ting: er jeg på nettet hjemme,
hvordan fungerer min højttalere, kan jeg afspille videoklip, hvordan vedlægger
jeg en fil og meget, meget mere
==> de
skal kunne handle og overskue længere og mere komplicerede forløb
==>
de skal kunne integrere deres joberfaringer og kursets læreprocesser.
Alt
dette adskiller sig voldsomt fra et normalt og klasserumsbaseret ugekursus. Og
hvis man nu synes, det er et problem overhovedet at tænde for computeren
Udviklingen
af deltagernes personlige kompetencer er derfor en yderst afgørende dimension
i forløbene. Måske den vigtigste, når alt kommer til alt.
Og
det er ikke "bare" IT-kompetencer, men læringskompetencer,
thi der arbejdes på en helt anden måde i e-forløbene, end i
det trygge klasserum.
Vores e-forløb har deltagere, der er relativt
kortuddannede, og som aldersmæssigt er fra 30 til 55 år. Det siger
sig selv, at de ikke nødvendigvis kan det hele på forhånd og
at de heller ikke nødvendigvis har den største motivation til at
gå i gang.
Derfor kalder sådanne personlige kompetenceudviklinger
på et meget motiverende, støttende og imødekommende læringsrum.
Hvor
man har lov at være "dum" og har lov at bede om hjælp -
igen og igen.
Men det er ikke bare ens svagheder, der bliver taget alvorligt.
Det gør deltagernes talenter også. Hvis det viser sig, at
enkelte deltagere vil lære meget mere om et IT-redskab, så har de
ret til yderligere træning og udvikling.
Vores erfaringer med personlig
kompetenceudvikling er derfor, at hvis man baserer processerne på deltagernes
personlige og faktiske situation, på deres faglige problemstillinger og
på deres lyst til at kunne noget mere, så kan man komme meget langt.
Hvad
man derimod ikke kommer langt med, det er at præsentere deltagerne for store,
kolde og kedelige IT-systemer, som de formodes at skulle arbejde med.